Del

Rundt om Jostedalsbreen

Få oplevet et af Norges mest berømte naturområde på denne 7 dages rejse rundt om Jostedalsbreen. Med 6 overnatninger får I set nogle af Norges fantastiske højdepunkter såsom Flåmsbanen, Sognefjorden og Jotunheimen.

Geilo 

Byen er blandt danskerne nok mest kendt for skiferie og filmen ”min søsters børn i sneen” men vi kunne godt tænke os at flere oplevede denne skønne fjeldlandsby om sommeren. Her summer af liv i de små butikker, caféer og med livlige aktiviteter i byens centrum. Omgivet af fjelde og nær Hallingskarvet nationalpark med rig mulighed for at vandre, cykle, rafte og sejle kano. 
Dag 1-2 overnatning Vestlia Hotel Resort

Flåmsbanen og Sognefjorden

Ved Sognefjorden får I for alvor en ægte fjordoplevelse. Det er den største og mest kendte blandt de norske fjorde. Med en længde på over 200 km, er denne fjord ganske prægtig og de smalle fjordarme som Aurlandsfjorden, Nærøyfjorden (UNESCO) og Fjærlandsfjorden gør bare oplevelserne mere ”dramatiske”. Små byer ligger som perler på en snor og inderst inde ligger Flåm med den berømte togbane Flåmsbanen der kører fra fjord til højfjeld. Det er en af verdens smukkeste togrejser og en oplevelse man aldrig glemmer. Flåm har et museum dedikeret til togbanen, hvor man får indsigt i konstruktionen og historien bag den uforglemmelige strækning. Et stop ved Ægir Ølbryggeri kan også varmt anbefales til et bid mad og lidt drikkelse

For at komme til Sogndal, kan man tage færgen fra Gudvangen og få lidt slappet lidt af, mens man nyder fjorden. En mindre fjordsejlads venter også, hvis man tager ruten igennem den imponerende Lærdalstunnelen på utrolige 24,5 km, der er et bevis på Norges talent inden for konstruktion. Undervejs tag en afstikker til udsigtspunktet Stegastein, som ligner verdens ende.
Dag 2-4 overnatning Quality Hotel Sogndal

Jostedalsbreen

En fantastisk dagsstrækning venter i dag. Tag gerne an afstikker og følg fylkesvej 13 over Gaularfjeldet (færge Hella - Dragsvik) med det nye fantastiske udsigtspunkt. Her er man næsten garanteret uforglemmelige feriebilleder.
Alternativt kør over Fjærland med Norsk Bremuseum – et lille, prisvindende museum om de norske bræer og hvordan disse har formet landskab og klima. Se deres nye spændende video om klimaforandringernes betydning.  Tag herefter videre i retning af Skei og Loen, der ligger ved det vilde Jostedalsbreen Nationalpark. Jostedalsbreen er den størst gletsjer på det europæiske fastland, og der er mulighed for at være med på gletsjervandring, der arrangeres både kortere og længere turer. 
Ruten over Gaularfjeldet er en af Norges mest fantastiske, men ikke en af de særlig kendte. En af landets mest hemmelige perler, som man ikke bør gå glip af! Gaularfjeldet udsigtspunkt har en unik arkitektur med spidse platform der balancerer ud i luften og får en til at føle, at man næsten svæver.

Forlæng jeres rejse med en tur i svævebanen Loen Skylift, hvor I får den mest fantastiske udsigt på denne rejse. 
Dag 4-6 overnatning Hotel Alexandra

Ål

Få mest ud af rejsen ved at køre over Strynsfjeldet og forbi Lom Stavkirke - en af landets største stavkirker. Herefter videre over Jotunheimen der er hjem til to af Norges højeste fjelde - det 2.469 meter høje Galdhøpiggen og Glittertind på 2.464 meter. I området kan du også se vandfald, floder, søer, gletsjere og dale. Dette fjeldområde blev oprindeligt døbt Jøtunheimen af den norske forfatter Aasmund Olavsson Vinje i 1862, inspireret af det vilde landskab og den nordiske mytologi. Det var her jætterne boede. Til sidst køres der forbi Borgund Stavkirken der adskiller sig fra andre stavkirker med dens indretning i før-reformation stil.
Dag 6-7 overnatning Thon Hotel Hallingdal